48
VII.
Hun tænkte undertiden, at Hvedebrødsdagene dog var den skjønneste Tid i Livet. Men for rigtigt at nyde deres Poesi, maatte man uden Tvivl være draget til Landet med de velklingende Navne, hvor man saa poetisk kan hendovne den nærmeste Tid efter Brylluppet. Under Postvognens blaa Silkegardiner kjører man Skridt for Skridt op ad de steile Veie, lyttende til Postillonens Sang, der gjenlyder mellem Bjergene sammen med Gjedernes Klokker og Vandfaldets Brusen. Naar Solen gaaer ned, indaander man Citrontræernes Duft ved Golfens Bred, og om Aftenen beskuer han og hun Haand i Haand Stjernehimlen fra Villaernes Terrasse og lægger Planer for Fremtiden. Det forekom hende, at visse Steder paa Jorden maatte frembringe Lykken ligesom en Plante, der er særegen for Jordbunden, og som kun trives daarligt paa hvert andet Sted. Hvorfor kunde hun ikke læne sig ud over en Schveitserhyttes Balkon eller indeslutte sin Melankoli i en skotsk Kottage sammen med en Mand i en langskjødet sort Fløilsfrakke med Ridestøvler, spids Hat og store Manchetter?
Maaske havde hun ønsket sig en Fortrolig, med hvem hun kunde tale om alt dette. Men hvorledes kunde man beskrive et ufatteligt Ildebefindende, der skifter Udseende som Skyerne, der hvirvler hen som Vinden? Hun manglede Ord, en passende Leilighed og Mod.
Hvis Charles blot havde villet, hvis han havde havt mindste Anelse derom, hvis hans Blik blot en eneste Gang var kommet hendes Tanker imøde, forekom det hende, at hendes Hjerte pludselig vilde have strømmet over som Frugten falder fra Espalieret, naar man blot rører derved. Men