Side:Fru Bovary.djvu/55

Denne side er blevet korrekturlæst

47

præket for hende om den Ærbødighed, man skylder Helgene og Martyrer og givet hende saamange gode Raad om at agte mindre paa sit Legeme og have mere Øie for sin Sjæls Velfærd, at hun bar sig ad ligesom de Heste, man haler i Tømmen. Hun stansede ligemed Et, og Bidslet gled hende ud af Munden. Dette i al dets Enthusiasme saa positive Gemyt, der kun havde elsket Kirken for dens Blomster, Musiken for dens Romancetext og Literaturen for dens lidenskabelige Ophidselser, blev oprørsk mod Troens Mysterier, ligesom det stadig harmedes mere og mere ved Disciplinen som Noget mod dets Konstitution Stridende. Da hendes Fader tog hende hjem, var man derfor ikke bedrøvet over, at hun forlod Klostret. Priorinden fandt endogsaa, at hun i den siste Tid havde vist en høi Grad af Mangel paa Agtelse ligeoverfor Klosterpersonalet.

Da Emma var kommet hjem, fandt hun den første Tid megen Behag i at befale over Tyendet, men snart blev hun kjed af Landet og savnede Klostret. Da Charles første Gang kom til Bertaux, ansaae hun sig selv for at have mistet alle Illusioner, for hende var der Intet mere at lære, Intet mere at føle.

Men Længslen efter noget Nyt eller maaske den Sansepirring, som denne Mands Nærværelse voldte hende, havde været tilstrækkelig for hende til at troe, at hun nu endelig besad denne vidunderlige Lidenskab, der hidentil havde holdt sig svævende som en stor Fugl med rosenrøde Fjer i en poetisk Himmels Glans; — og nu kunde hun ikke tænke sig, at den Ro, hvori hun levede, var den Lykke, hvorom hun havde drømt.