45
mæus Natten, Bearnerens Hjelmbusk og stadig Mindet om de malede Tallerkener, hvorpaa Ludvig den Fjortende forherligedes.
I de Romancer, hun sang i Musiktimerne, var der kun Tale om smaa Engle med gyldne Vinger, Madonnaer, Laguner og Gondolierer, idylliske Bagateller, gjennem hvis fade Stil og Musik hun dog skimtede den virkelige Følelses tillokkende Fantasmagori. Nogle af hendes Kammerater bragte Keepsakes[1], som de havde faaet i Nyaarsgave, med til Klostret. Det var af Vigtighed at skjule dem omhyggeligt, derfor læste man dem paa Sovestuen. Gribende med let Haand om deres smukke Atlaskesindbinding, fæstede Emma sit blændede Blik paa de ukjendte Forfatteres Navne, der oftest havde tegnet sig som Grever eller Baroner under deres Bidrag.
Hun gjøs; idet hun pustede Silkepapiret fra Billederne, halvt sammenbøiet reiste det sig og faldt sagte ned mod Siden. Snart saae hun en Yngling i en kort Kappe trykke en hvidklædt ung Pige med en Pung i Bæltet til sit Bryst bag et Balkongitter, snart var det Billeder af unge engelske lyslokkede Ladies, som fra deres runde Straahatte stirre paa En med store klare Øine. Man saae dem henstrakte i deres Vogne kjøre gjennem Parker, mens en Mynde sprang foran Ekvipagen, der kjørtes i Trav af to smaa Postilloner i hvide Knæbenklæder. Andre laae drømmende paa en Sofa med et aabent Brev i Haanden og betragtede Maanen gjennem det paa Klem staaende Vindue, der halvt skjultes af et mørkt Gardin. De Uskyldige kyssede med en Taare paa Kinden en Turteldue gjennem Tremmerne af et gothisk Bur eller sønderplukkede smilende med Hovedet over Skulderen en Gaaseurt med Fingre, saa spidse som Snabelsko. Ogsaa I var der, Sultaner med
- ↑ K., et Slags elegante engelske Almanakker. O. A.
