43
Naar hun gik til Skrifte, opfandt hun Smaasynder for at kunne blive liggende saa længe som muligt paa Knæ i Mørke med foldede Hænder og Ansigtet mod Gitteret under Præstens Hvisken. Sammenligningerne med en Brudgom, en Ægtefælle, en himmelsk Elsker og et evigt Ægteskab, der ofte forekomme i Talerne, vakte hidtil ukjendte, blide Følelser i hendes Indre.
Om Aftenen før Bønnen holdtes der gjerne en religiøs Oplæsning i Læsestuen. Om Hverdagen var det Udtog af Bibelhistorien eller af Abbed Frayssinous' Taler, og om Søndagen til Rekreation udvalgte Steder af Chateaubriands „Génie du Christianisme”. Hvor hun lyttede de første Gange til den melankolske Romantiks velklingende Klagesang, der søger Gjenlyd hos Himmel og Jord. Hvis hun havde henlevet sin Barndom i et mørkt Butiksrum i et Handelskvarter, var hun da sandsynligvis bleven betaget af Sværmeri for Naturen, som vi i Reglen først lære at kjende gjennem Digternes Opfattelse. Men hun var altfor fortrolig med Landlivet, hun kjendte kun altfor godt Hjordernes Brægen, Mælkeretterne og Plovene. Hun, der var vant til rolige Skuespil, vendte sig netop mod det Afvexlende. Hun elskede kun Havet for Stormenes Skyld og holdt kun af Grønsværet, naar det viste sig sparsomt mellem Ruiner. Hun fordrede et Slags personligt Udbytte af Tingene og bortstødte alt det som unyttigt, der ikke bidrog til hendes Hjertes øieblikkelige Forbrug, — da hendes Temperament var mere lidenskabeligt end artistisk, søgte det Sindsbevægelser, ikke Landskaber.
Der var en gammel Jomfru, der hver Maaned arbeidede en otte Dages Tid i Klostrets Systue. Protegeret af Stiftets Geistlighed som hørende til en gammel adelig Familie, der var bleven ruineret under Revolutionen, spiste hun i Refektoriet ved samme Bord som Søstrene og passiarede lidt med
