42
VI.
Hun havde læst „Paul og Virginie” og drømt om det lille Has af Bambusrør, om Negeren Domingo og den trofaste Hund, men især om et idyllisk Venskab med en eller anden lille Broder, der henter røde Frugter til En fra store Træer, som rage høiere i Veiret end Klokketaarne eller løber barbenet om paa Sandet for at skaffe En en Fuglerede.
Da hun var tretten Aar, kjørte hendes Fader selv med hende til Byen for at sætte hende i Pension i Klostret. De steg af i et Gjæstgiversted i Kvarteret Saint-Gervais, hvor deres Aftensmad blev anrettet paa Tallerkener, paa hvilke Mlle. de La Vallières Historie var afmalet. De legendariske Forklaringer, som hist og her var afslidt af, Knivenes Ridsen, priste alle Religionen, Kjærligheden og Hoffets Pomp.
Langt fra den første Tid at kjede sig i Klostret, fandt hun tvertimod Behag i de gode Søstres Selskab, der for at more hende tog hende, ind med i Kapellet, hvortil en lang Korridor førte fra Refektoriet. Hun legede ikke synderligt i Fritiden, forstod godt sin Katekismus, og det var altid hende, der svarede Vikaren paa de vanskelige Spørgsmaal. Idet hun saaledes uophørligt færdedes i Skolestuens lumre Atmosfære, mellem disse blege Kvinder med deres Rosenkranse og Kobberkors, fik hun lidt efter lidt Smag paa den mystiske Smægten, der svæver frem af Alterets Duft, af Vievandskarrenes Kjølighed og af Voxkjerternes Skjær. I Stedet for at følge Messen stirrede hun paa Vignetterne i Bønnebogen, der traadte frem af en azurblaa Grund, og hun elskede det syge Lam, det hellige Hjerte, gjennemboret af spidse Pile og den stakkels Jesus, der segner under sit Kors. For at spæge sig forsøgte hun at faste en heel Dag. Hun attraaede at kunne opfylde et eller andet helligt Løfte.
