40
hende, en Spadseretur om Aftenen paa Landeveien, en Bevægelse med Haanden henover hendes mørke Fletninger, Synet af hendes Straahat, hængende ved Vindueskrogen og meget Andet, som Charles aldrig før havde tænkt kunde volde Glæde, forskaffede ham nu en uafbrudt lykkelig Tilværelse. Naar han om Morgenen hvilede sit Hoved ved Siden af hendes paa Puden, glædede han sig ved Sollyset, der foer henover de lyse Dun paa hendes Kind, der halvt skjultes af Kappens duftende Baand. Seet saa nærved forekom hendes Øine ham større, især naar hun flere Gange i Træk aabnede Øielaagene, idet hun vaagnede. Mørkeblaa ved Dagslyset og sorte i Mørke, var der ligesom forskjellige Lag af Farver i disse Øine. Hans Blik sænkede sig i disse Dybder, og hans eget Billede afspeilede sig deri en miniature til Skuldrene med Tørklædet, han havde om Hovedet og den aabne Skjortelinning. Han stod op. Hun gik til Vinduet for at see ham tage afsted og støttede sig til Karmen, mellem et Par Geranier, i sin Morgenkjole, der hang løst om hende. Charles spændte sine Sporer mod Afviserstenen, og hun vedblev at tale med ham fra Vinduet, idet hun afrev en Stump Blomst eller Grønt og pustede ned paa ham, svævende beskrev det Halvkredse i Luften ligesom en Fugl, før det dryssede ned i den uredte Manke paa den gamle hvide Hoppe, der stod ganske stille udenfor Porten. Charles sendte hende et Kys tilhest, hun besvarede det med et Nik og lukkede Vinduet, han tog bort. Og henad Landeveien, der stivede sit lange Støvbaand i det Uendelige, paa Hulveiene, hvor Træerne dannede Buegange, paa Markstierne, hvor Kornet naaede ham op til Knæerne, med Solen brændende paa sine Skuldre og indsugende den friske Morgenluft, med Hjertet opfyldt af Nattens Lyksaligheder, glad og tilfreds paa Sjæl og Legem, drog han afsted, tyggende Drøv paa sin Lykke, ligesom de
