37
borte mellem Træerne med sin Arm om hendes Liv, halvt bøiet ned over hende og krøllende hendes Halstørklæde med sit Hoved.
To Dage efter Brylluppet tog det unge Ægtepar bort, da Charles ikke kunde være længere borte for sine Patienters Skyld. Fa'er Rouault lod dem befordre hjem i sin egen Vogn og ledsagede dem selv til Vassonville. Her omfavnede han sin Datter for siste Gang, steg ned og begav sig paa Hjemveien. Da han var gaaet omtrent hundrede Skridt, stansede han, og ved at betragte den sig fjernende Vogn, hvis Hjul dreiede runt i Støvet, udstødte han et dybt Suk. Derpaa mindedes han sit eget Bryllup, sine egne Hvedebrødsdage og sin Kones første Svangerskab. Han var ogsaa nok saa fornøiet den Dag, da han førte hende hjem til sig fra hendes Fader, og da han travede henover Sneen med hende bag paa Hesten, thi det var henimod Jul, og Landskabet var aldeles hvidt. Hun holdt paa ham med den ene Arm, paa den anden hang hendes store Kurv, Vinden tog i de lange Kniplinger paa hendes Hovedtøi, der undertiden blæste hende ned om Munden, og naar han dreiede Hovedet, saae han hendes lille glade Ansigt smile under Guldstadset paa Huen. For at varme sine Hænder stak hun dem af og til ind paa hans Bryst. Hvor det dog allerede var længe siden! Nu kunde deres Søn have været tredive Aar. Saa kastede han et Blik bag ved sig men saae ikke Noget mere paa Veien. Han følte sig melankolsk som et tomt Hus, og de ømme Erindringer, der blandede sig med de triste Tanker i hans af Efterveerne fra Sviren lidt omtaagede Hjerne, gav ham et Øieblik Lyst til at gaae en lille Omvei henad Kirkegaarden. Men da han dog frygtede for, at dette Syn skulde gjøre ham endnu mere melankolsk, gik han lige hjem.
Det unge Par kom til Tostes henimod Klokken Sex.
