402
Dog nei! En hemmelig Ærgjerrighed gnavede ham, han ønskede Æreslegionens Kors.
Han manglede ikke Berettigelse dertil.
— For det første har jeg i Koleratiden udmærket mig ved en sjelden Opoffrelse, for det andet har jeg paa egen Bekostning udgivet adskillige almennyttige Arbeider som . . . (Og han mindede om sin Piece „Om Mosten dens Fabrikation og Virkninger”, endvidere „Bemærkninger angaaende Bladlusen”, indsendt til Akademiet, hans statistiske Arbeide og ligetil hans Examensopgave), ikke at tale om, at jeg er Medlem af flere videnskabelige Selskaber (han var Medlem af eet eneste). Endelig udbrød han med en Pirouette, om det saa kun var, fordi jeg har gjort mig bemærket ved Ildebrandstilfælde.
Da hældede Homais til Magten, han ydede i al Hemmelighed Præfekten store Tjenester ved Valgene. Kort sagt han solgte sig, han prostituerede sig. Han henvendte endog en Ansøgning til Monarken, hvori han bønfaldt ham om at vise sig retfærdig imod ham, han kaldte ham „vor gode Konge” og sammenlignede ham med Henrik den Fjerde.
Og hver Morgen styrtede Apotekeren sig over Avisen for at finde sin Udnævnelse, men den kom ikke. Endelig kunde han ikke længere holde det ud, han gav en Plaine i Haven Form af Æreslegionens Stjerne med to smaa Græssnipper foroven for at efterligne Baandet. Han spadserede omkring den med korslagte Arme, idet han grundede over Regjeringens Fjollethed og Menneskenes Utaknemlighed.
Af Respekt eller af en Art Sanselighed der bragte ham til kun at gaae langsomt tilværks i sine Undersøgelser, havde Charles endnu ikke aabnet det hemmelige Rum i et Palisandertræesskrivebord, som Emma sædvanligt havde benyttet. En Dag satte han sig dog ned derved, dreiede Nøg-
