400
selv en paa, og naar han om Aftenen tog sin Flonelstrøie af, stod hans Kone aldeles blændet ved Synet af denne gyldne Spiral, hvorunder han forsvandt og følte sin Kjærlighed tiltage for denne Mand, der var mere snøret end en Skyther og mere straalende end en Mager.
Han havde kjønne Ideer angaaende et Gravsted til Emma. Først foreslog han en knækket Søile med et Drapperi, saa en Pyramide, et Vestatempel, et Slags Rotunde eller en Samling af Ruiner. Og til alle disse Planer vilde Homais idelig have Taarepilen med, som han ansaae for et aldeles uundværligt Symbol paa Sorgen.
Charles og han tog sammen til Rouen for at see paa Gravsteder i Følge med en Maler, der hele Tiden opvartede dem med Brandere.
Efter at have beseet en hundrede Tegninger, bestilt et Overslag og atter at være taget ind til Rouen, bestemte Charles sig for et Mausolæum, som paa begge Sider skulde bære en Genie med en udslukket Fakkel.
Hvad Inskriptionen angaaer, fandt Homais ikke Noget saa Smukt som: Sta viator (staa stille Vandringsmand), længere kunde han ikke komme, han spekulerede og pønsede, han vedblev idelig at gjentage: Sta viator . . . endelig fandt han paa amabilem conjugem calcas (Du træder paa en elskelig Hustru) som blev antaget.
Ganske besynderligt var det, at skjønt Bovary idelig tænkte paa Emma, glemte han hende dog og var aldeles fortvivlet ved at føle dette Billede undslippe sig trods alle de Anstrængelser, han gjorde, for at holde derpaa. Hver Nat drømte han dog om hende; det var stadig den samme Drøm; han nærmede sig hende, men naar han vilde omfavne hende, smuldrede hun til Støv mellem hans Arme.
I Løbet af en Uge saae man ham hver Aften gaae ind
