399
laume . . .” derpaa fulgte Beretningen om en Ulykke, som den Blinde var Skyld i.
Han gjorde sine Sager saa godt, at man indespærrede Staklen, men man slap ham atter løs. Han begyndte forfra, og Homais begyndte ogsaa forfra. Det var en sand Kamp. Han seirede, thi hans Fjende blev dømt til Indespærring paa Livstid i et Asyl.
Dette Held gjorde ham dristig, og fra dette Øieblik af blev ingen Hund kjørt over, ingen Lade stukket i Brand, ingen Kone mishandlet i Arrondissementet, uden at han strax meddelte Publikum det, stadig ledet af Kjærlighed til Fremskridtet og Had til Præsterne. Han anstillede Sammenligninger mellem Elementærskolerne og Ignorantinerbrødrene til Skade for disse siste, han mindede om Bartholomæusnatten i Anledning af en Indrømmelse paa hundrede Francs til Kirken, angav Misbrug, udslyngede Spydigheder, Homais underminerede, han blev farlig.
Imidlertid kvaltes han i Journalistikens snævre Grænser og higede nu efter at vinde Forfatterry med en Bog, et større Værk. Da skrev han „Almindelig Statistik over Kanton Yonville med klimatologiske Bemærkninger”, og Statistiken førte ham til Filosofien. Han beskjæftigede sig med de store Spørgsmaal, de sociale Problemer, Proletariatets Forbedring, kunstig Fiskeavl, Kautschuk, Jernbaner o. s. v. Det kom saa vidt, at han rødmede over at være en simpel Borgermand, han gav „Kunstneren”, han kjøbte to flotte Statuetter i Pompadourstil til at pynte sin Salon med.
Han opgav dog ikke Apoteket, tvertimod! han fulgte med alle de nye Opfindelser, den store Bevægelse med Chocoladen studerede han grundigt. Han er den Første, der indførte Cho-ca og Revalentia i Departementet Seine-Infériure. Han blev greben af Begeistring for hydroelektriske Kjæder, han havde
