397
havde sikkert attraaet hende”. Derfor forekom hun ham skjønnere, og han fattede en stadig mere rasende Længsel efter hende, der opflammede hans Fortvivlelse og ingen Grændser havde, fordi den nu var umulig at tilfredsstille.
Som om hun endnu levede, antog han for at behage hende hendes Yndlingsvaner. Han kjøbte sig lakerede Støvler, han vænnede sig til at gaae med hvide Slips, han vixede sine Knebelsbarter og underskrev Vexler ligesom hun. Hun fordærvede ham udover Graven.
Han blev tvunget til at sælge Sølvtøiet Stykke for Stykke, derpaa solgte han Møblerne i Dagligstuen. Alle Værelserne plyndredes lidt efter lidt, kun hendes Værelse stod, som dengang hun endnu levede.
Efter Middagsmaaltidet gik Charles derop, han flyttede det runde Bord hen til Ilden og rykkede „hendes” Lænestol hen dertil. Han satte sig ligeoverfor, der brændte et Lys i en af de forgyldte Stager. Bertha kolorerede Billeder ved Siden af ham.
Den stakkels Mand led ved at see hende saa slet klædt med Støvler uden Snørebaand og Ærmegabene aldelesf flængede, thi Konen, der besørgede Husholdningen, passede hende aldeles ikke. Men hun var saa sød og artig, hendes lille Hoved bøiede sig saa nydeligt, og hendes smukke lyse Haar faldt ned ad de rosenrøde Kinder, saa at han blev greben af en uendelig Fryd, en Glæde, der dog var blandet med Bitterhed som den daarligt tilberedte Vin, der lugter af Harpix. Han gjorde hendes Legetøi i Stand, klippede Figurer til hende af Pap og syede Maven sammen paa hendes Dukker, naar hun havde flænget den. Hvis hans Blik da mødte Sykurven, et Baand, der flød om etiller en Knappenaal, der var bleven liggende i en Sprække, faldt han i Drømmerier, og saae saa bedrøvet ud, at Barnet blev ligesaa bedrøvet som han selv.
