396
Toiletteværelse for at beskue dem. Da Pigen havde omtrent samme Figur som Emma, hændte det tidt, at Charles, naar han saae hende fra Ryggen, idet hun kom ud fra Emmas Værelse, blev greben af en Illusion og udbrød: Bliv blot, bliv!
Men ved Pinsetide løb hun fra Yonville sammen med Théodore og tog Resten af Garderoben med sig.
Det var henimod denne Tid, at Enkefru Dupuis havde den Ære at meddele ham, at hendes Søn Léon Dupuis, Notar i Yvetot, indgik Ægteskab med Frøken Léocadie Leboeuf fra Bondeville”. Blant de Lykønskninger Charles rettede til hende, skrev han Følgende: „Hvor det vilde have glædet min stakkels Kone.”
En Dag, da han uden Maal og Med vandrede om i Huset, var han kommet op paa Loftet, pludselig følte han et sammenrullet fint Stykke Papir under sine Morgensko. Han aabnede det og læste: „Mod Emma, Mod! Jeg vil ikke berede Dem en ulykkelig Tilværelse”. Det var Rodolphes Brev, der var faldet ned mellem Kasserne, som var bleven liggende der, og som Trækvinden havde blæst hen til Døren. Charles stod aldeles ubevægelig og maalløs paa den samme Plet, hvor Emma engang tidligere fortvivlet og ligbleg havde villet tage sig af Dage.
Endelig opdagede han et lille R ved Foden af den anden Side. Hvad var det? Han mindedes Rodolphes stadige Besøg, hans pludselige Forsvinden, og det tvungne Udtryk han havde havt de to eller tre Gange, han senere havde truffet ham. Men den ærbødige Tone i Brevet skaffede ham. De har maaske næret en platonisk Kjærlighed til hinanden, tænkte han.
Forøvrigt hørte Charles ikke til de Mennesker, der gaae tilbunds i Tingene, han veg tilbage ligeoverfor Beviser, og hans ubestemte Skinsyge tabte sig i hans uendelige Sorg.
„Man maatte have tilbedet hende, tænkte han, alle Mænd
