395
XI.
Næste Dag lod Charles den Lille komme hjem. Hun spurgte efter sin Moder. Man svarede hende, at hun var reist og vilde bringe Legetøi med hjem til hende. Bertha talte flere Gange om hende, men tilsist tænkte hun ikke mere paa hende. Barnets Munterhed pinte Bovary, og han maatte idelig døie Apotekerens utaalelige Trøstetaler.
Snart begyndte atter Pengebekymringerne. L'heureux hidsede igjen sin Ven Vinçart, og Charles blev hans Debitor for betydelige Summer, thi han vilde aldrig samtykke i at lade det mindste Stykke Møbel sælge, der havde tilhørt „hende”. Hans Moder var fortvivlet derover, han blev opbragt paa hende. Han havde aldeles forandret sig. Hun forlod Huset.
Da gav alle Mulige sig til at „plukke” ham. Frøken Lempereur forlangte Betaling for et halvt Aars Undervisning, skjønt Emma ikke havde faaet en eneste Time hos hende, trods den Kvittering, hun havde vist sin Mand, det var nemlig et aftalt Spil imellem dem. Leiebiblioteket forlagte Betaling for tre Aars Abonement, Mo'er Rollet fordrede Porto for henved tyve Breve, og da Charles bad om nærmere Forklaring, var hun diskret nok til at svare:
— Derom veed jeg ikke Besked, det var vel hendes Forretningssager.
Ved hver ny Gjældspost, han betalte, troede Charles at være færdig, men der kom stadig nye til.
Han krævede Tilgodehavende for tidligere Sygebesøg. Man viste ham de Breve, hans Kone havde sendt; saa maatte han endda gjøre Undskyldninger.
Félicité gik nu med Fruens Kjoler, dog ikke med dem alle, thi han havde gjemt nogle og lukkede sig inde i hendes
