392
sig lidt, og den rykkede frem med stadige Stød ligesom et Skib, der gynger for hver Vove.
Man naaede Kirkegaarden. Mændene vedblev at bære Kisten lige til den Plet, hvor Graven var kastet.
De stillede sig Alle omkring den, og mens Præsten talte, trillede det røde Sand, der var kastet op paa Siderne, idelig og lydløst ned i Krogene.
Efterat have lagt de fire Toug til Rette, stillede man Kisten derpaa. Han saae den sænke sig ned, den vedblev stadig at sænke sig.
Endelig borte man et Stod, raslende kom Tougene op. Da tog Bournisien Spaden, som Lestiboudois rakte ham, og idet han stænkede med den høire Haand, kastede han kraftigt en stor Skuffe Jord ned paa Kisten, Stenene, der stødte imod Lauget, gjorde denne uhyggelige Lyd, som forekommer os at være en Gjenklang af Evigheden.
Den Geistlige rakte Vievandskosten til sin Sidemand, det var Homais. Han rystede den alvorligt og rakte den derpaa til Charles, der sank i Knæ i Jorden og kastede store Haandfulde ned deraf paa Kisten med Raabet: Farvel! Han sendte hende Kys, han slæbte sig hen til Graven, for at opsluges af den tilligemed hende.
Man drog ham bort — og det varede ikke ret længe, før han sank sammen, idet han maaske ligesom alle de Andre følte en ubestemt Tilfredsstillelse over at Ceremonien var til Ende.
Da Fa'er Rouault var kommet tilbage, gav han sig roligt til at ryge en Pibe, hvilket Homais i sit Inderste fandt høist upassende. Han havde ligeledes bemærket, at Tuvache var „stukket af” efter Messen, at Binet slet ikke havde været tilstede, og at Notarens Tjener Théodore havde blaa Frakke paa — „som om Notaren ikke kunde give ham en sort Frakke,
