390
penten pustede af fuldt Bryst. Abbed Bournisien sang i fuldt Ornat med gjennemtrængende Stemme, han bøiede sig for Alteret, hævede Hænderne og udstrakte Armene. Lestiboudois passerede om i Kirken med sin Stav, og henne ved Korpulten hvilede Kisten mellem fire Rækker Voxkjerter. Charles havde Lyst til at reise sig for at slukke dem.
Han søgte at tilskynde sig til Andagt, at fordybe sig i Haabet om et evigt Liv, hvor han skulde gjensee hende. Han forestillede sig, at hun gjorde en lang Reise og vilde blive længe borte. Men naar han saa tænkte sig, at hun befandt sig derunder, at Alt var endt, at man bar hende til Jorden, følte han sig greben af et menneskefjendsk, mørkt og fortvivlet Raseri. Undertiden troede han endogsaa, at han ikke længere kunde føle Nogetsomhelst, og han nød denne Formildelse af Smerten, idet han samtidig skjældte sig selv ud for en Usling.
Man hørte af og til ligesom en tør Lyd af en jernbeslagen Stok mod Gulvets Fliser fra Baggrunden af Kirken. En Mand i en simpel, mørk Trøie knælede med Besvær, det var Hippolyte, Gaardskarlen i den „forgyldte Løve”. Han havde taget sit nye Ben paa.
En af Kirkesangerne gik rundt i Skibet for at samle ind til de Fattige, og de svære Mønter klingede en for en paa Sølvfadet.
— Saa skynd Dem dog, jeg lider! udbrød Charles og kastede vredt et Femfrancsstykke hen til ham. Kirkebetjenten takkede med et dybt Buk.
Man sang, man knælede, man reiste sig atter op, det fik ingen Ende. Han erindrede en Dag i den første Tid af deres Ægteskab, hvor de havde bivaanet Messen sammen, og hvor de havde siddet paa den modsatte Side til Høire op til Muren.
Ringningen begyndte atter, der blev en stærk Larm med
