389
I Quincampoix drak han tre Kopper Kaffepunsch, den ene lige efter den anden, for at indgyde sig Mod.
Han tænkte, at man maaske havde adresseret Brevet forkert; han søgte efter det i sin Lomme, men vovede ikke at aabne det.
Han trøstede sig lidt med den Formodning, at det maaske var et Puds, man vilde spille ham, eller en Hævn, man vilde tage over ham; hvis hun var død, vilde det jo allerede være ude imellem Folk. Men der var slet intet Mærkværdigt over Landskabet, Himlen var blaa, Træerne vuggedes for Vinden, en Flok Faar blev drevet forbi ham. Han fik Øie paa Landsbyen, man saae ham flyve hen derimod, helt bøiet hen over Ryggen paa sin Hest, som han pryglede ivrigt løs paa, og hvis Buggjord dryppede af Blod.
Da han havde faaet Bevidstheden tilbage, faldt han grædende i Bovarys Arme.
— Min Datter, Emma, ak mit Barn! fortæl mig dog . . . .
— Jeg forstaaer det ikke, jeg forstaaer det ikke, svarede den Anden, det maa være en Himlens Forbandelse.
Apotekeren skilte dem ad.
— Disse forfærdelige Detailler er unødvendige, jeg skal nok meddele Deres Hr. Svigerfader dem. Nu kommer Folk! Opfør Dem nu som Mænd, som tænkende Mennesker.
Den stakkels Fyr vilde see stærk ud og gjentog flere Gange: Ja Mod! . . .
— Ja jeg skal ogsaa være rolig i Himlens Navn! udbrød den Gamle. Jeg vil følge hende lige til det Siste.
Klokken ringede, Alt var færdigt, man skulde begive sig paa Vei.
Siddende i en Korstol ved Siden af hinanden saae de idelig de tre snøvlende Kirkesangere passere forbi dem. Ser-
