388
X.
Han havde først modtaget Apotekerens Brev sexogtredive Timer efter Begivenheden, og af Hensyn til hans Følelser havde Homais affattet det saaledes, at det var umuligt at vide, hvad man skulde troe.
Først styrtede den Gamle om ligesom ramt af et apoplektisk Tilfælde, men siden kunde han forstaae, at hun ikke var død; men hun kunde være det nu . . . . Endelig havde han faaet sin Bluse paa, taget sin Hat, spændt en Spore til sin Sko og var faret afsted i stormende Galop, langs hele Veien stønnede han uafladelig og var nær ved at omkomme af Angst. Engang blev han endogsaa nødsaget til at stige af Hesten. Han kunde ikke see Noget, han hørte Stemmer rundomkring sig. Han følte, at han var nær ved at blive afsindig.
Det gryede ad Dag. Han saae tre sorte Høns sove i et Træ og skjælvede aldeles forfærdet over dette Varsel; da lovede han den hellige Jomfru tre Messehagler til Kirken, og at han vilde gaae med blottede Fødder fra Kirkegaarden i Bertaux til Kapellet ved Vassonville.
Han foer ind i Maromme, preiede Krofolkene, slog Døren ind med et Skulderstød, sprang løs paa en Havresæk, heldte en Krukke sød Most i Krybben og sporede atter sin Kleppert, fra hvis Sko der sprang Gnister.
Han sagde til sig selv, at man rimeligvis kunde frelse hende, Lægerne vilde opfinde en Kur, det var han sikker paa. Han mindedes alle de Mirakelkure, man havde fortalt ham.
Derpaa viste hun sig for ham som død; hun laae udstrakt midt paa Veien. Han trak i Tøilerne, og Hallucinationen forsvandt.
