382
— Hvadbehager? udbrød den Geistlige. Bønnen? Er De da ikke Kristen?
— Undskyld mig, svarede Homais. Jeg nærer Beundring for Kristendommen. Den har først frigjort Slaverne, indført en Moral i Verden . . .
— Her er det ikke Spørgsmaal derom! Alle Texter . . .
— Hvad bryder jeg mig om Texter! Historien fortæller os, at Jesuiterne har forfalsket dem.
Charles kom ind, nærmede sig til Sengen og trak langsomt Gardinerne tilside.
Emmas Hoved faldt ned paa den høire Skulder. Hendes Munding, der stod aaben, dannede ligesom et sort Hul i Underdelen af Ansigtet, begge Tommelfingrene bøiede sig ind i Haandfladen, et Slags hvidt Støv oversaaede hendes Øienhaar, og Øinene begyndte at forsvinde i en slimet Bleghed, der lignede et fint Edderkoppespind. Lagnet slog Bugter fra Varmen til Knæene og hævede sig derpaa ved Taaspidsen, og det forekom Charles, at uendelige Masser, en uhyre Vægt tyngede paa hende.
Kirkeuret slog to. Man hørte Flodens dybe Mumlen, der randt i Mørket ved Foden af Terrassen.
Af og til snød Bournisien Næsen paa en støiende Maade, og Homais' Pen skrattede henad Papiret.
— Naa min gode Ven! fjern Dem nu, dette Syn sønderriver Dem, sagde han.
Da Charles var borte, begyndte de atter deres Disput.
— Læs Voltaire! læs Holbach! læs Encyklopædisterne! sagde den Ene.
— Læs „Breve fra nogle portugisiske Jøder”, læs „Fornuften i Kristendommen” af Nicolas, forhenværende Dommer sagde den Anden.
De talte sig hede, de blev røde i Hovedet, de talte begge
