380
— Nu bliver det jo snart Foraar.
— Ja! svarede Bovary.
Apotekeren, der ikke vidste, hvad han skulde tale med ham om, fjernede langsomt Gardinerne fra Vinduet: Der gaaer Hr. Tuvache nede.
Charles gjentog som en Maskine: Der gaaer Hr. Tuvache nede.
Homais vovede ikke atter at spørge ham om Begravelsen, men det lykkedes den Geistlige at bestemme ham dertil.
Han lukkede sig inde i sit Kabinet, tog en Pen, og efter at have hulket i nogen Tid, skrev han:
„Hun skal begraves i sin Brudekjole med hvide Sko og Krans paa Hovedet, Haaret skal spredes over Skuldrene; tre Kister, en af Egetræ, en af Mahogni og en af Bly. Man sige Intet til mig, jeg skal nok have den fornødne Styrke. Ovenpaa skal den betrækkes med et stort Stykke grønt Fløil. Jeg vil det. Gjør det!”
Herrerne undrede sig høiligt over Bovarys romantiske Indfald, og Apotekeren gik ind til ham med de Ord:
— Jeg synes, at Fløilet er en fuldstændig Overflødighed. Al den Bekostning . . .
— Hvad kommer det Dem ved? raabte Charles. Lad mig være! De holdt ikke af hende! Gaa Deres Vei!
Den Geistlige tog ham under Armen for at gaae en lille Tur ned med ham i Haven. Han udbredte sig om det Jordiskes Forgængelighed. Gud var meget god, meget stor, man burde uden Knurren underkaste sig hans Befalinger, ja endogsaa takke ham.
Charles udbrød i Gudsbespottelser. Jeg afskyer Deres Gud.
— Oprørsaanden er endnu i Dem, sukkede den Geistlige.
