376
Vellyst ved sin første mystiske Higen blandet med Synerne om en evig Lykke.
Præsten reiste sig atter op for at tage Krucifixet, da strakte hun Halsen frem som En, der er tørstig, og idet hun fæstede sine Læber paa Gude-Menneskets Legeme, trykkede hun med al sin hendøende Kraft det fyrigste Kjærlighedskys, hun nogensinde havde givet, derpaa. Dernæst oplæste han „Misereatur” og „Indulgentiam”, dyppede sin høire Tommelfinger i Olien og begyndte Salvelserne, først paa Øinene, der havde attraaet al jordisk Glans, saa paa Næseborene, der havde higet efter milde Luftninger og yndefuld Duft, saa paa Munden, der havde aabnet sig for Løgnen, der havde sukket af Hovmod og stønnet i Sanserus, saa paa Hænderne, der havde frydet sig ved elskovsfulde Berøringer og endelig paa Fodsaalerne, der fordum havde været saa rappe, naar hun ilede til sine Stevnemøder, og som nu ikke skulde vandre mere.
Præsten tørrede sine Fingre, kastede Bomuldsstumperne paa Ilden og satte sig hen til den Døende for at sige hende, at hun nu burde forene sine Lidelser med Jesu-Kristi og give sig den guddommelige Barmhjertighed i Vold.
Efter at have endt sine Formaninger forsøgte han paa at stikke en indviet Kjærte i Haanden paa hende, et Symbol paa de himmelske Glorier, hvoraf hun om kort Tid skulde omstraales. Men Emma, der var altfor svag, kunde ikke lukke Fingrene sammen, og uden Bournisien vilde Kjærten være faldet til Jorden.
Imidlertid var hun ikke længere saa bleg, og hendes Ansigt havde et Udtryk af Klarhed og Ro, som om Sakramentet havde helbredet hende.
Præsten undlod ikke at henlede de Andres Opmærksomhed derpaa, og han forklarede endogsaa for Bovary, at Herren
