375
Men Opmærksomheden henlededes snart paa Bournisien, der gik forbi under „Hallerne” med den siste Olie.
I Følge sine Principer sammenlignede Homais Præsterne med Ravne, der lokkes af Liglugt. Synet af en Geistlig var ham personligt imod, thi Ornatet fik ham til at tænke paa Ligklædet, og i Aversionen mod det første blandede sig en vis Frygt for det Andet.
Men, da han ikke vilde vige tilbage for hvad han kaldte for „sit Kald”, gik han igjen hen til Bovary sammen med Canivet, som Larivière, før han tog bort, bestemt havde opfordret til dette Skridt, og hvis hans Kone ikke havde gjort Indvendinger, havde han medtaget sine to Sønner, for at vænne dem til Livets Alvor, for at det kunde være dem en Lære, et Exempel, et høitideligt Billede, der kunde prænte sig i deres Hoved.
Da de traadte ind i Værelset, var der ligesom en melankolsk Høitidelighed udbredt derover. Paa Sybordet, der tildækkedes af en hvid Serviet, laae fem til sex smaa Bomuldskugler paa et Sølvfad ved Siden af et stort Krucifix mellem to Stager med tændte Lys. Med Hagen sænket ned paa Brystet, spilede Emma Øielaagene vidt op, og hendes stakkels Hænder slæbte sig henover Lagnerne med den Døendes rædselsfulde og blide Bevægelse, der allerede synes at ville indhylle sig i Liglagnet.
Kridhvid som en Statue og med røde Øine stod Charles uden at græde ligeoverfor hende ved Foden af Sengen, mens Præsten støttet paa det ene Knæ fremmumlede dæmpede Bønner.
Hun dreiede langsomt Ansigtet og syntes greben af Glæde ved pludselig at see den violette Messehagel, idet hun uden Tvivl midt i sin dybe Mathed gjenfandt den svundne
