366
Den forfærdelige Blæksmag vedblev.
— Jeg er tørstig, jeg er saa tørstig, sukkede hun.
— Hvad fattes Dig dog? spurgte Charles og rakte hende et Glas.
— Det er Intet . . . Luk Vinduet op . . . jeg kvæles.
Og hun blev grebet af en saa pludselig Kvalme, at hun neppe fik Tid til at gribe sit Lommetørklæde under Hovedpuden.
— Tag det! sagde hun hurtig, kast det fra Dig!
Han udspurgte hende, hun svarede ikke. Hun holdt sig aldeles stille af Frygt for, at den mindste Bevægelse skulde bringe hende til at kaste op. Imidlertid følte hun en isnende Kulde trænge fra Fødderne op til Hjertet.
— Nu begynder det altsaa! mumlede hun.
— Hvad siger Du?
Hun rullede med Hovedet med en blid ængstelig Bevægelse, idet hun idelig aabnede Kjæberne, som om hun havde baaret noget meget Svært paa Tungen. Klokken otte viste Brækningerne sig atter.
Charles opdagede, at der paa Bunden af Bækkenet var noget hvidt Grus, der hæftede sig til Porcelainssiderne.
— Det er ganske besynderligt! vedblev han at gjentage.
Men hun sagde med stærk Stemme: Nei, Du tager feil.
Da strøg han ganske let, næsten kjærtegnende med Haanden henover hendes Mave.
Hun udstødte et skingrende Skrig. Han veg aldeles forfærdet tilbage.
Hun gav sig til at stønne, først svagt, derpaa rystede en stærk Gysen hendes Skuldre, og hun blev hvidere end det Lagen, hvori hendes krampagtigt knyttede Fingre borede sig. De uregelmæssige Pulsslag var nu næsten blevet umærkelige.
Der stod Sveddraaber paa hendes blaalige Ansigt, der
