365
Da Charles, forstyrret over Meddelelsen om Executionen, var kommet hjem, var Emma nylig gaaet ud. Han skreg, græd, besvimede, men hun kom ikke tilbage. Hvor kunde hun være? Han sendte Félicité til Homais, til Tuvache, til L'heureux, til den „forgyldte Løve” overalt, og naar hans Angst et Øieblik gav ham Ro til at tænke sig om, saae han sin Agtelse tilintetgjort, deres Formue ødelagt, Berthas Fremtid knust. Og hvorfor? . . . ikke et Ord! Han ventede til Klokken sex om Eftermiddagen. Endelig kunde han ikke længere holde det ud, og i den Tanke at hun var taget til Rouen, gik han ud paa Landeveien, tilbagelagde en Fjerdingvei, traf Ingen, ventede atter og gik endelig tilbage.
Hun var kommet hjem.
— Hvad var der i Veien? . . . Hvorfor? . . . Forklar mig . . .
Hun satte sig ved sin Sekretær og skrev et Brev, som hun langsomt forseglede med Tilføielse af Dato og Klokkeslet. Derpaa sagde hun i en høitidelig Tone:
— Du skal læse det imorgen; men indtil da beder jeg Dig om ikke at gjøre mig et eneste Spørgsmaal . . . nei, ikke eet.
— Men . . .
— Oh! lad mig være!
Hun kastede sig saa lang hun var, ned paa Sengen.
En bitter Smag, som hun følte i Munden, vakte hende. Hun skimtede Charles og lukkede atter Øinene.
Hun udspeidede sig selv med Nysgjerrighed, for at mærke, om hun ikke led. Men nei, endnu Intet! Hun hørte Urets Slag, Ildens Knittren og Charles' Aandedrag.
— Døden er da altsaa kun grumme Lidt! tænkte hun. Jeg falder i en Søvn, og Alt er endt.
Hun drak en Slurk Vand og vendte sig om mod Væggen.
