362
mig bort. Mine Hænder er endnu varme af Dine Kys, og der er det Sted paa Tæppet, hvor Du laae paa Knæ for mig og tilsvor mig en evig Kjærlighed. Du havde bragt mig til at troe derpaa, i to Aar har Du sænket mig i den vidunderligste og mest henrivende Drøm . . . Ak! Mindes Du vore Reiseplaner? og Dit Brev, Dit Brev der sønderskjar mit Hjerte. Og naar jeg saa vender tilbage til ham, til ham, som er rig, lykkelig, fri, for at bønfalde ham om en Hjælp, som den Første, Bedste vilde yde mig, idet jeg tigger ham derom og bringer ham al min Kjærlighed tilbage, støder han mig bort, fordi det vilde koste ham tretusind Francs!
— Jeg har dem ikke, svarede Rodolphe med denne fuldkomne Ro, hvormed den resignerede Vrede bedækker sig som med et Skjold.
Hun gik. Væggene rystede, Loftet knugede hende, og hun gik tilbage ad den lange Allee, idet hun snublede imod Bunkerne af vissent Løv, som Vinden spredte. Endelig naaede hun Graven foran Gitteret, hun knækkede Neglene mod Laasen, i den Grad skyndte hun sig med at aabne det. Hundrede Skridt længere borte maatte hun stanse, forpustet og nær ved at falde. Og idet hun vendte sig om, saae hun endnu en Gang det følesløse Slot,med Parken, Haverne, de tre Gaarde og alle Vinduerne i Facaden.
Hun stod aldeles bedøvet og følte kun sin Tilværelse ved Pulsslagene, som hun troede at mærke som en bedøvende Musik, der opfyldte Landskabet. Jorden under hendes Fødder var blødere end Bølger, og Furerne forekom hende at være umaadelige, mørke Vover, der skummede forbi hende. Alt, hvad der var af Tanker og Minder i hendes Hoved, slap løs paa een Gang og med et eneste Sæt som de tusinde Stykker i et Fyrværkeri. Hun saae sin Fader, L'heureux' Kabinet, deres Værelse hist nede, et andet Landskab, hun grebes af Vanvid,
