Side:Fru Bovary.djvu/37

Denne side er blevet korrekturlæst

29

han blev tørstig, han reiste sig for at drikke af sin Vandkrukke og aabnede Vinduet, Himlen var stjerneklar, en varm Luftning slog ham imøde, i det Fjerne hørte han Hundeglam. Han vendte Hovedet om mod Bertaux.

Ved Tanken om at man jo, naar Alt kom til Alt, ikke risikerede Noget derved, lovede Charles sig selv at frie, naar Leiligheden tilbød sig, men hver Gang dette skete, fik Frygten for ikke at finde de passende Ord hans Læber til at klæbe sig sammen.

Fa'er Rouault vilde slet ikke være vred, hvis Nogen skilte ham af med hans Datter, der ikke var ham til nogen videre Nytte i Huset. I sit Inderste undskyldte han hende, han fandt hende nemlig altfor „dannet” til Landvæsenet, en forbandet Haandtering, da man aldrig kunde blive Millionær derved. Langt fra at have skabt sig en Formue, satte den Gamle tvertimod til for hvert Aar, der gik, thi gjorde han end gode Forretninger paa Markederne, hvor han morede sig med at spille de gængse Fif, passede til Gjengjæld det egentlige Agerbrug og Driften af en Forpagtergaard aldeles ikke for ham. Han greb nødigt i Lommen, men sparede ikke paa Udgifter til sin egen Person, han gjorde Krav paa god Mad, godt Brændsel og en god Seng. Han holdt af kraftig Most, dampende Bedekøller og stærk Kaffepunsch. Han indtog sine Maaltider ganske ene i Kjøkkenet henne ved Ilden paa et lille Bord, der blev bragt ham fuldstændigt opdækket som paa et Theater.

Da han opdagede, at Charles var rød i Hovedet, hvergang han talte med hans Datter, hvilket vel betød, at han vilde forlange hende til Ægte en af de allernærmeste Dage, saa tyggede han først Drøv paa Sagen. Han syntes nok, at Charles var noget uanselig af Ydre, og det var just ikke en Svigersøn, som han egentlig havde ønsket sig ham, men