360
sin Haand hendes glatte Haar, hvori en siste Solstraale speilede sig som en Guldpil. Hun bøiede Panden, han kyssede hende endelig ganske sagte paa Øielaagene med Spidsen af Læberne.
— Men Du har grædt, sagde han. Hvorfor?
Hun brast i Hulken, Rodolphe troede, at det var et Kjærlighedsudbrud, og da hun taug stille, antog han denne Tavshed for en siste Undseelse og udbrød:
— Tilgiv mig! Du er den Eneste, jeg synes om. Jeg har været et Fæ og en Usling. Jeg elsker Dig og vil stadig elske Dig. Hvad fattes Dig! Sig det dog!
Han knælede.
— Nu vel! . . . jeg er ruineret, Rodolphe! Du maa laane mig tretusinde Francs.
— Men . . . men . . . sagde han og reiste sig lidt efter lidt, medens hans Physiognomi antog et alvorligt Udtryk.
— Du veed, vedblev hun hurtig, at min Mand havde anbragt hele sin Formue hos en Notar, denne er imidlertid løbet bort. Vi har laant, Klienterne betalte ikke. Forøvrigt er Opgjørelsen ikke endt endnu, vi faaer Penge senere. Men idag vil man gjøre Exekution hos os, fordi vi ikke kan udrede tretusind Francs, det er nu netop i dette Øieblik, og i Tillid til Dit Venskab har jeg henvendt mig til Dig.
— Ah! tænkte Rodolphe, der pludselig blev aldeles bleg, det er derfor, at hun er kommet. Endelig sagde han aldeles roligt: — Jeg har dem ikke, kjære Frue.
Han løi ikke. Hvis han havde havt dem, havde hun uden Tvivl faaet dem, skjønt det i Almindelighed er ubehageligt at gjøre saa gode Gjerninger; af alle Vindstød, der kan fare hen over Kjærligheden, er en Anmodning om Penge den koldeste og den, som river mest op med Rode.
Hun stod først nogle Minuter og saae paa ham.
