359
— Men har De da i det Mindste havt det godt, siden vi skiltes ad? spurgte Emma.
— Aah! hverken godt .. . . eller slet.
— Det havde maaske været bedre, om vi aldrig havde forladt hinanden?
— Ja . . . maaske.
— Troer Du? sagde hun og rykkede sig nærmere til ham, og hun sukkede: Oh, Rodolphe! hvis Du vidste, hvor høit jeg har elsket Dig.
Hun greb hans Haand, og saaledes sad de nogen Tid — som den første Dag ved det landøkonomiske Møde. Af en Levning af Stolthed kjæmpede han endnu mod sin rørte Stemning. Hun sank til hans Bryst og sagde:
— Hvorledes vilde Du have, at jeg skulde kunne leve uden Dig? Man kan ikke vænne sig fra Lykken. Jeg var fortvivlet, jeg troede, at jeg skulde døe! Jeg skal fortælle Dig alt dette, Du skal faa at see . . . og Du? Du har flygtet for mig . . .
Thi i de tre siste Aar havde han omhyggeligt undgaaet hende som Følge af den medfødte Feighed, der karakteriserer det stærke Kjøn, og Emma vedblev med nydelige, kjælne Hovedbevægelser.
— Du har elsket Andre, ikke sandt? Oh! Jeg forstaaer dem, og jeg undskylder dem, Du har forført dem, ligesom Du har forført mig. Du er en Mand, Du har Alt hvad der udfordres for at blive elsket. Men vi vil begynde forfra, ikke sandt? vi vil atter elske hinanden. See, jeg leer, jeg er lykkelig, men saa tal dog!
Hun var henrivende at see med Blikket, hvori der skjælvede en Taare som en Dugdraabe efter Uveiret i en blaa Blomsterkalk.
Han trak hende hen paa sit Skjød og kjærtegnede med
