358
ket, som førte til den med støvede Fliser belagte Korridor, hvor der laae flere Værelser i en Række som i et Kloster eller paa et Gjæstgiversted. Hans Værelse laae for Enden af Gangen til Venstre; men da hun lagde Fingrene paa Laasen, svigtede pludselig Kræfterne hende. Hun var bange for, at han ikke skulde være der, og dog ønskede hun det næsten, men det var hendes eneste Haab, den siste Udsigt til Frelse, hun tog sig sammen, samlede alt sit Mod ved Følelsen af den bydende Nødvendighed og traadte ind.
Han sad foran Ilden med Fødderne paa Kamingesimsen i Færd med at ryge en Pibe.
— Hvadfornoget, er det Dem? sagde han og reiste sig hurtig.
— Ja, det er mig. Jeg vilde bede Dem om et Raad, Rodolphe.
Og trods alle hendes Anstrengelser var det hende umuligt at fortsætte.
— De har ikke forandret Dem, De er ligesaa yndig som før.
— Oh! svarede hun bittert, det kan kun være sørgelige Ynder, min Ven, da De jo har forsmaaet dem.
Han begyndte at forklare sin Opførsel og undskyldte sig i ubestemte Udtryk af Mangel paa at kunne finde noget Bedre.
Hun lod sig fange af hans Ord, mere endnu af hans Stemme og Synet af hans Skikkelse, saaledes at hun lod, som om hun troede eller maaske virkelig troede paa det Paaskud, han angav for deres Brud. Det var en Hemmelighed, hvoraf en tredie Persons Ære og maaske Liv afhang.
— Lige meget! sagde hun og betragtede ham sørgmodigt, jeg har lidt saa meget:
Han svarede i en filosofisk Tone: Saaledes er nu Livet!
