Side:Fru Bovary.djvu/361

Denne side er blevet korrekturlæst

353

— Gaae Din Vei. Det Tæppe, hvorpaa Du træder, tilhører ikke længere os. Af Dit Hus eier Du ikke et Stykke Møbel, en Knappenaal, et Straahalm, og det er mig, som har ruineret Dig, stakkels Mand! Derpaa vilde han briste i Hulken, fælde Taarer i det Uendelige og tilgive hende, naar den første Overraskelse var forbi.

— Ja! mumlede hun og skjar Tænder, han vil tilgive mig; dette Menneske, selv om han kunde tilbyde mig en Million, vilde jeg dog aldrig kunne tilgive ham, at han nogensinde har lært mig at kjende. Aldrig, aldrig! Tanken om Bovarys Overlegenhed gjorde hende aldeles rasende. Hvad enten hun nu tilstod eller ei, vilde han dog ikke destomindre strax, snart eller imorgen faae Katastrofen at vide, hun maatte altsaa vente denne skrækkelige Scene og lide under hans Høimod. Hun fik Lyst til atter at begive sig hen til L'heureux; men til hvad Nytte? at skrive til sin Fader! det var altfor sent, og maaske fortrød hun nu, at hun ikke havde givet efter for den Anden, da hun hørte Hestetrav i Alleen. Det var ham, han aabnede Ledet, han var hvidere i Ansigtet end en kalket Væg. Hun foer ned ad Trapperne, smuttede hastig over Torvet, og Mairens Kone, der passiarede udenfor Kirken med Lestiboudois, saae hende gaae ind til Skattekræveren.

Hun løb hen og fortalte Fru Caron det. Disse to Damer gik op paa Loftet, og skjulte af Tøiet der hang til Tørring, stillede de sig saaledes, at de kunde oversee hele Binets Værelse.

Han sad ene paa sit Kammer og var i Færd med at efterligne i Træ et af disse ubeskrivelige Elfenbensarbeider, som er sammensatte af Halvmaaner og Kugler udskaarne inden i hverandre, der er aldeles lige som en Obelisk og fuldkomment uskikkede til at bruges til Nogetsomhelst, han arbeidede