352
— De benytter Dem frækt af min Nød, min Herre. Jeg er at beklage men ikke at faae tilkjøbs. Og hun forlod Stuen.
Notaren stod aldeles forbløffet med Øinene fæstede paa sine smukke broderede Morgensko, det var en Damepræsent. Dette Syn beroligede ham tilsist. Forøvrigt tænkte han, at et saadant Eventyr kunde have ført ham for vidt.
— Hvilken nedrig Usling! . . . hvilken Skjændsel, sagde hun til sig selv, da hun hastig ilede langs Espetræerne paa Landeveien. Skuffelsen over det uheldige Udfald forstærkede kun Harmen over Krænkelsen, det forekom hende, at Forsynet fremturede i at forfølge hende, og hendes Stolthed voxede derved, aldrig havde hun næret saa megen Agtelse for sig selv og Foragt for Andre. Noget Krigerisk bragte hende ud af sig selv. Hun havde ønsket at kunne prygle alle Mændene, spytte dem i Ansigtet, knuse dem Allesammen, og hun vedblev at gaae hastig til, bleg, skjælvende, heftig, udspeidende den tomme Horisont med Taarer i Øiet, og ligesom frydende sig over det Had, der var nærved at kvæle hende.
Da hun fik Øie paa sit Has, blev hun greben af en Stivnen. Hun kunde ikke gaae fremad, det maatte dog skee, hvor skulde hun forøvrigt flygte hen?
Félicité ventede hende i Døren.
— Nu vel?
— Nei, svarede Emma.
I et Kvarterstid grundede begge over, om der ikke skulde være et Menneske i Yonville, der vilde hjælpe. Men hver Gang Félicité nævnede Nogen, svarede Emma: — Nei, det er umuligt! de vil ikke.
— Og Herren, som ligestrax kommer hjem.
— Ja jeg veed det, lad mig være alene.
Hun havde forsøgt Alt. Der var Intet mere at gjøre, og naar Charles kom hjem, skulde hun altsaa sige til ham:
