28
Søbade kunde være hende gavnligt, hun gav sig til at tale om sit Liv i Klostret, Charles om sin Skoletid, Samtalen blev efterhaanden livligere, de gik op paa hendes Værelse. Hun viste ham sine gamle Noder, de smaa Bøger, hun havde faaet som Præmier og Egekransene, der laae forglemte paa Bunden af et Skab. Hun talte om sin Moder, om Kirkegaarden og viste ham det Bed i Haven, hvoraf hun plukkede Blomster den første Fredag i hver Maaned, for at lægge dem paa hendes Grav. Men den Gartner, de havde, var meget uduelig, man havde saa daarlige Folk! Hun ønskede saa inderligt navnlig om Vinteren at boe i Byen, omendskjøndt de lange Sommerdage maaske gjorde Opholdet paa Landet endnu mere kjedeligt paa denne Aarstid; — og alt som hun talte, var hendes Stemme frisk og klangfuld, den blev pludselig slæbende og tabte sig stundom i en Hvisken, som om hun talte med sig selv, snart saae hun muntert paa ham, og kort efter lukkede hendes Øielaag sig halvt, hendes Blik syntes badet i Kjedsomhed, hendes Tanke streifede om.
Om Aftenen paa Hjemveien gjentog Charles en efter en de Yttringer, hun var fremkommet med, idet han bestræbte sig for at mindes dem, at tydeliggjøre sig dem, for at danne sig en klar Idee om den Tilværelse, hun havde ført i den Tid, da han endnu ikke kjendte hende. Men han kunde aldrig see hende anderledes for sig, end som han havde seet hende for første Gang, eller saaledes som han nylig havde forladt hende. Derpaa spurgte han sig selv, hvad der skulde blive af hende, hvis hun giftede sig og med hvem? Ak, Fa'er Rouault havde mange Penge, og hun var saa smuk! Men Emmas Ansigt vedblev at svæve for hans Øine, og det vedblev at summe for hans Øren som en snurrende Top: „Hvis Du nu giftede Dig igjen! Hvis Du nu giftede Dig igjen!” Om Natten kunde han ikke sove, Struben snørede sig sammen, og
