349
— Ja, gaae blot derhen, det vil være rigtig gjort af Dem.
Hun klædte sig paa, tog sin sorte Kjole og sin Kaabe med Stenkulsknapperne paa, og for at man ikke skulde see hende (der var altid mange Folk paa Torvet) gik hun udenfor Landsbyen ad Stien langs Vandet.
Hun naaede aldeles forpustet Notarens Gitter, Himlen var mørk, og der faldt lidt Sne.
Ved Lyden af Klokken viste Théodore sig, han aabnede næsten familiært Døren for hende, som om hun havde været en Bekjendt og førte hende ind i Spisestuen.
En stor Porcellainsovn summede under en Kaktus, der udfyldte Nischen, og i sorte Rammer hang Steubens „Esmeralda” og Schopins „Potifars Hustru” paa det egetræesfarvede Tapet. Det dækkede Bord, to Sølvfyrfade, Porcellainsknapperne paa Døren, Gulvet og Møblerne, Alt straalede af smaalig engelsk Properhed, der var farvede Glas i alle Vindueshjørnerne. — Saadan en Spisesal burde jeg have, tænkte Emma.
Notaren traadte ind, idet han holdt den blommede Slaabrok op til sig med den venstre Haand, mens han med den anden hurtig lettede paa den kastaniebrune Fløilshue og atter omhyggeligt anbragte den paa Siden af Hovedet paa de tre lyse Haarlokker, han havde strøget fra Baghovedet for at bøde paa den skaldede Isse.
Efter at have budt hende en Stol, satte han sig ned til sin Frokost, idet han undskyldte sin Uhøflighed.
— Min Herre, jeg vilde bede Dem . . .
— Om hvad, Frue? Tal kun! Jeg er lutter Øre.
Hun gav sig til at udvikle Situationen for ham.
Hr. Guillaumin kjendte den godt, da han hemmeligt stod nøie Forbindelse med Kræmmeren, hos hvem han stadig fik
