348
var hele hendes Formue, det forekom hende ædelt at kaste den bort paa denne Maade.
Vognen var allerede atter kjørt til, da Homais pludselig hældede sig ud af Vinduet og raabte:
— Ingen Mel- og Mælkespiser. Uld paa Kroppen, de syge Dele skal udsættes for Røg af Enebær.
Synet af de bekjendte Gjenstande, der defilerede forbi Emmas Øine, vendte hende lidt efter lidt bort fra hendes nuværende Sorg. En utaalelig Træthed overvældede hende, og hun naaede hjem, sløvet, maalløs, næsten indsovet. Komme hvad der komme vil, tænkte hun, og maaske, hvem veed? hvorfor kunde der ikke i næste Øieblik skee noget aldeles Mærkeligt? L'heureux kunde jo for Exempel døe.
Klokken ni om Morgenen vaktes hun ved Lyden af Stemmer paa Torvet. En Skare Mennesker havde samlet sig omkring „Hallerne” for at læse en stor Plakat, der var klæbet til en af Pælene, hun saae Justin staae op paa en Afviser og rive Plakaten itu. Men i samme Øieblik tog Landsbybetjenten ham i Kraven, Homais kom ud fra Apoteket, og Mo'er Lefrançois lod til at holde en Tale.
— Frue, Frue! raabte Félicité der traadte ind i Stuen, det er ganske forfærdeligt.
Og den stakkels Pige rakte hende bevæget et Stykke gult Papir, som hun havde revet af Døren. Emma saae med et Øiekast, at hele hendes Møblement var tilsalgs.
De betragtede hinanden i Tavshed, Fruen og Pigen havde ingen Hemmeligheder for hinanden. Endelig sukkede Félicité: — Hvis jeg var i Deres Sted, Frue, gik jeg hen til Hr. Guillaumin.
— Troer Du? . . . Og dette Spørgsmaal betød: Har Du, som kjender Huset gjennem Tjeneren, nogensinde hørt, at Herren har omtalt mig?
