345
En djævelsk Dristighed spillede i hendes flammende Blik, og Øienbrynene trak sig sammen paa en lasciv og opmuntrende Maade — saaledes at den unge Mand følte sig blive svag under denne Kvindes stumme Villie, der tilskyndede ham til en Forbrydelse. Da blev han angst, og for at undgaae enhver Forklaring slog han sig for Panden med det Udbrud:
— Morel maa jo komme hjem inat! Han vil ikke sige nei, det haaber jeg nok! — Det var en af hans Venner, Søn af en meget rig Kjøbmand, — og jeg skal bringe Dig dem imorgen, tilføiede han.
Emma lod ikke til at modtage dette Haab med saamegen Glæde, som han havde troet. Anede hun Løgnen? Han vedblev, idet han blev rød i Hovedet:
— Men hvis Du ikke skulde faae mig at see til Klokken tre, saa Vent ikke længere, min Elskede. Nu maa jeg gaae, undskyld mig. Farvel!
Han trykkede hendes Haand, den var aldeles slap. Emma havde tabt Evnen til at føle Nogetsomhelst.
Klokken slog fire, og hun reiste sig for at tage hjem til Yonville, idet hun automatisk lystrede Vanens Magt.
Det var smukt Veir, det var en af disse lyse, skarpe Martsdage, hvor Solen skinner under en aldeles klar Himmel. Søndagsklædte Folk med fornøiede Ansigtet spadserede paa Gaderne. Hun naaede Torvet ved Kirken, Vespergudstjensten var forbi, Skaren strømmede ud af de tre Portaler som en Flod gjennem tre Brobuer, og i Midten stod Schweitzeren, ligesaa ubevægelig som en Klippe.
Da mindedes hun den Dag, hvor hun ængstelig og forhaabningsfuld var traadt ind under dette store Skib, der strakte sig for hende mindre dyb end hendes Kjærlighed, og hun vedblev at gaae fremad, grædende under sit Slør, bedøvet, vaklende og nær ved at besvime.
