344
De gik op paa deres Værelse i Hotel de Boulogne.
Hun drak et stort Glas Vand. Hun var meget bleg.
— Léon, Du maa gjøre mig en Tjeneste, og idet hun rystede begge hans Hænder, som hun klemte fast om, tilføiede hun.
— Hør! Jeg trænger til ottetusind Francs.
— Men Du er jo vanvittig.
— Nei ikke endnu.
Og hun meddelte ham Alt og forklarede ham sin fortvivlede Stilling, thi Charles var uvidende om det Hele, Fa'er Rouault formaaede Intet, hendes Svigermoder afskyede hende, men han Léon maatte give sig til at løbe om for at skaffe denne absolut nødvendige Sum . . .
— Men hvorledes vil Du da have . . .
— Du er en Usling! udbrød hun.
— Men Du overdriver vist Ulykken, sagde han dumt. Maaske vil Fyren blive beroliget med en tusind Daler.
Det var jo netop en yderligere Grund til at forsøge et eller andet Skridt, det var ikke muligt, at man ikke skulde kunne opdrive tretusind Francs. Iøvrigt kunde Léon jo gaae i Kaution for hende.
— Gaae! Prøv derpaa! det maa saa være! Jeg skal elske Dig saa høit derfor!
Han gik og kom tilbage efter en Times Forløb og sagde med et høitideligt Udtryk. Jeg har været hos tre Personer . . . forgjæves.
De blev siddende ligeover for hinanden, begge ved sin Side af Kaminen, ubevægelige og uden at sige et Ord. Emma trak paa Skuldrene og stampede i Gulvet. Han hørte hende mumle: Hvis jeg var i Dit Sted, skulde jeg nok skaffe Penge!
— Hvor da?
— Paa Dit Kontor! og hun saae hen paa ham.
