343
Betjenten oppe paa Loftet, hvor han lovede at forholde sig ganske rolig.
I Aftenens Løb forekom Charles hende tankefuld. Emma udspeidede ham med et ængsteligt Blik, idet hun troede at læse Anklager i Rynkerne paa hans Ansigt. Hendes Øine faldt paa Kammen med den kinesiske Skjærm, paa de svære Gardiner, paa Lænestolene, kort sagt paa alle disse Ting, der havde formildet Bitterheden ved hendes Tilværelse, hun følte da et Nag eller rettere en uendelig Sorg, som kun æggede Lidenskaben, langt fra at tilintetgjøre den. Charles ragede roligt i Ilden med Fødderne paa Ildbukkene.
Der var et Øieblik, hvor Betjenten, der uden Tvivl kjedede sig i sit Skjul, gjorde lidt Støi.
— Der er Nogen, som gaaer ovenpaa, sagde Charles.
— Nei, svarede hun, det er en Luge, som staaer aaben, og som Vinden rusker i.
Den næste Dag, det var en Søndag, tog hun til Rouen for at henvende sig til alle de Bankierer, som hun kjendte af Navn. De fleste var paa Landet eller bortreist. Hun tabte ikke Modet, og dem, som hun kunde faae i Tale, bad hun om Penge med Forsikkring om, at det var aldeles nødvendigt, og at hun nok skulde betale dem tilbage.
Nogle loe hende lige op i Ansigtet, Alle sagde nei.
Klokken to løb hun til Léon, bankede paa hans Dør, der var Ingen, som aabnede, endelig kom han.
— Hvad bringer Dig til Byen idag?
— Forstyrrer jeg Dig?
— Nei . . . men . . . og han tilstod, at hans Vært ikke yndede, at Leierne modtog „Damebesøg.”
— Jeg har Noget at tale med Dig om, svarede hun.
Han tog sin Nøgle, hun stansede ham.
— Nei, henne hos os selv!
