342
VII.
Hun var stoisk, da Retsbetjenten Hareng tilligemed to Vidner præsenterede sig hos hende for at optage en Inventarieliste over Bohavet.
De begyndte med Bovarys Kabinet, men opskrev dog ikke det frenologiske Hoved, der blev betragtet som „henhørende til hans Profession”; men de talte alle Gryder og Fade, Stole og Lysestager i Kjøkkenet og alle Nipssagerne paa Etagèren i hendes Soveværelse. De eftersaae hendes Kjoler, Linned og Toilettesager; hendes Tilværelse lige til dens lønligste Afkroge laae henstrakt ligesom et Lig der anatomeres for disse tre Mænds Blik.
Hr. Hareng, der var tilknappet i en tynd sort Frakke med hvidt Halstørklæde og stramme Benklæder, gjentog af og til: „Med Deres Tilladelse Frue! med Deres Tilladelse. . .” Ofte kom han med Udbrud: „Nydeligt! meget smukt!” Derpaa gav han sig atter til at skrive, idet han dyppede Pennen i Hornblækhuset, som han holdt i venstre Haand.
Da de var færdige med Værelserne, gik de op paa Loftet.
Der havde hun gjemt en Pult med Rodolphes Breve, den maatte aabnes.
— Ah en Korrespondance! sagde Hareng med et diskret Smil. Men undskyld! thi jeg maa forvisse mig om, at der ikke er andre Ting deri.
Han bøiede let Papirerne som for at hælde Guldstykker ud deraf. Hun blev greben af Harme ved at see denne plumpe Haand med dens røde sneglelignende Fingre lægge sig paa de Sider, hvorover hendes Hjerte havde banket.
Endelig gik de da! Félicite kom tilbage, hun havde staaet paa Post for at holde Bovary borte, de installerede hurtig
