27
Øie paa Emma. Skodderne var lukkede for Vinduerne, men gjennem Revnerne faldt Solen ind i lange Striber paa Stengulvet, brødes mod Kanterne af Møblerne og gav Gjenskin i Loftet. Langs ad de brugte Glas, der stod paa Bordet, krøb Fluerne op og ned og druknede summende i den tiloversblevne Most. Dagskjæret, der faldt ned igjennem Skorstenen, gav Soden et fløilsagtigt Skjær og spredte en blaa Tone over den kolde Aske. Emma sad og syede mellem Vinduet og Arnestedet, hun havde taget sit Halstørklæde af, og paa hendes blottede Skuldre piblede smaa Sveddraaber.
Efter Egnens Skik bød hun ham Noget at drikke. Han afslog det, men hun gav ikke fortabt og tilbød ham endelig leende at drikke et Glas Likør med hende. Hun tog en Flaske Curacao og to Glas ud af Skabet, fyldte det ene til Randen, skjænkede en Draabe i det andet og førte det til Munden efterat have klinket med ham. Da det næsten var tomt, bøiede hun sig bagover for at drikke, og med Hovedet kastet tilbage, med fremrakte Læber og strakt Hals loe hun over ikke at kunne mærke Noget, mens Spidsen af hendes Tunge kom frem mellem de smukke Tænder og slikkede Bunden af Glasset.
Hun satte sig ned igjen og tog atter fat paa sit Arbeide, en hvid Uldstrømpe, som hun stoppede, hun arbeidede taust med bøiet Hoved. Charles taug ligeledes stille, Luften, som strøg ind langs Gulvet, pustede lidt Støv hen paa Fliserne, han saae det hvirvle langsomt afsted, og han hørte kun en indvendig Banken i sit Hoved og langt borte en Høne, der kaglede paa sine Æg ude i Gaarden. Emma kjølede af og til sine brændende Kinder ved at lægge sin flade Haand derpaa, derefter afkjølede hun den paa Knuppen af de store Ildbukke.
Hun beklagede sig over Svimmelhed, som hun havde lidt af ligefra Begyndelsen af Sommeren og spurgte om
