341
Han gik frem og tilbage mellem Vinduet og Pulten og gjentog:
— Den skal jeg gjerne vise ham . . . den skal jeg saamænd gjerne vise ham . . .
Derpaa traadte han nærmere til hende og hviskede:
— Det er ikke morsomt, det veed jeg nok, men man døer jo ikke deraf, og da det er det eneste Middel, De har tilbage til at skaffe Penge saa . . .
— Men hvor skal jeg dog skaffe dem fra? spurgte Emma og vred sine Hænder.
— Det er jo en let Sag, naar man har Venner . . .
Han sendte hende et saa gjennemtrængende og skrækkeligt Blik, at hun gjøs ligetil det Inderste.
— Jeg lover Dem, sagde hun, at jeg vil skrive under. . .
— Jeg har nok af Deres Underskrifter.
— Jeg vil sælge.
— De har jo ikke Noget at sælge, svarede han med et Skuldertræk og raabte gjennem en Lem i Gulvet ned i Butiken: Annette, glem ikke de tre Rester af Nr. 14.
Pigen kom op, Emma forstod det og spurgte „hvormange Penge der behøvedes for at stanse en Exekution?
— Det er altfor silde!
— Men hvis jeg nu bragte Dem flere tusind Francs, en Fjerdedel af Summen, en Trediedel, næsten Alt.
— Nei, det er unyttigt.
Han stødte hende blidt hen til Trappen.
— Jeg besværger Dem, Hr. L'heureux, blot nogle Dage endnu . . . hulkede hun.
— Lad os nu være fri for Scener.
— De bringer mig til Fortvivlelse.
— Hvad Pokker kommer det mig ved? sagde han og lukkede Døren.
