333
— Er det ikke kjønt? spurgte han hende, det er meget moderne, det bruges især til at lægge over Lænestole, og hurtigere end en Taskenspiller havde han svøbt Kniplingerne i et Stykke blaat Papir og stukket det i Haanden paa Emma.
— Men jeg maa dog have at vide . . .
— Senere, svarede han og vendte hende Ryggen.
Allerede den samme Aften trængte hun ind paa Charles, for at han skulde skrive til sin Moder efter Resten af Arven. Svigermoderen svarede, at der var ikke mere tilbage. Likvidationen var sluttet, og foruden Barneville havde de kun sexhundrede Livres i Rente, som hun skulde sende dem nøiagtigt.
Saa skrev Fruen Regninger til to eller tre Klienter og benyttede sig snart i stort Omfang af dette Middel, der lykkedes hende. Hun passede stadig at tilføie som Postskriptum: „Tal ikke derom til min Mand, De kjender hans Stolthed . . . undskyld mig . . . Deres Tjenerinde . . .” Der kom enkelte Indsigelser, hun opsnappede dem.
For at skaffe Penge, gav hun sig til at sælge sine gamle Hansker, sine gamle Hatte, gammelt Jernkram, og hun tingede med sand Griskhed, der var Bondeblod i hendes Aarer. Paa sine Reiser til Byen tilforhandlede hun sig Nipssager, som L'heureux ganske sikkert i Mangel af Andre vilde afkjøbe hende. Hun kjøbte Strudsfjer, kinesisk Porcellain og Dragkister, hun laante af Félicité, af Madam Lefrançois, af Værtinden i „det røde Kors”, af Alle ligemeget hvem. Med de Penge, hun endelig fik for Barneville, betalte hun to Vexler, de andre femtenhundrede Francs gik med. Hun laante paany, og saaledes blev det stadig ved.
Undertiden forsøgte hun dog ganske vist at gjøre Overslag, men hun opdagede saa utrolige Ting, at hun ikke vilde fæste Lid dertil. Saa begyndte hun forfra, kunde alligevel
