332
Vinçart. Forresten havde han ikke en Centime, der var Ingen, der vilde betale, men slaaede ham, en stakkels Kræmmer som han kunde ikke gjøre Forskud.
Emma taug, og L'heureux, der bed i Fjeren paa sin Pen, blev uden Tvivl urolig over hendes Taushed, thi han vedblev:
— Med mindre at jeg en af disse Dage fik nogle Indbetalinger . . . saa kunde jeg . . .
— Saasnart som jeg blot faaer Resten for Barneville . . . sagde hun.
— Hvadfornoget? . . . Og ved at erfare, at Langlois endnu ikke havde betalt, syntes han at blive meget overrasket og tilføiede med honningsød Stemme: — Og angaaende Betingelserne siger De . . .
— Gjør Alt hvad De vil!
Han lukkede Øinene for at tænke efter, skrev nogle Tal og erklærede, at det vilde volde ham endel Bryderi, at Sagen var mislig, og at han „aarelod sig”. Endelig udfærdigede han fire Vexler, hver paa tohundrede og halvtredsindstyve Francs med en Maaneds Frist imellem hver. — Forudsat at jeg nu kan komme overens med Vinçart! Forøvrigt er det jo egenlig en Aftale, jeg lader mig ikke holde for for Nar.
Derpaa viste han hende skjødesløst forskjellige nye Varer, hvoraf dog ingen efter hans Mening fortjente Fruens Opmærksomhed. Tænk Dem nu, her er en Kjole til fem Sous Alenen, der garanteres for ægte Farve. Den gaaer i Folk som varmt Brød, man fortæller dem naturligvis ikke, hvad det er. — Ved denne Tilstaaelse af at han snød Andre, vilde han overbevise hende fuldstændigt om sin Redelighed ligeoverfor hende.
Han holdt hende tilbage, for at vise hende tre Alen Kniplinger, som han havde „fundet” forleden paa en Auktion.
