330
Hun sendte sin Pige hen til ham, han kunde ikke komme.
Den Ubekjendte, der var bleven staaende op, kastede nysgjerrige Blikke, der skjultes af hans svære lyse Øielaage, til alle Sider og spurgte med et enfoldigt Udtryk:
— Hvad Svar skal jeg give Hr. Vinçart?
— Nu vel! svarede Emma, sig ham . . . at jeg ikke har Penge . . . det maa vente til næste Uge. Og den Gamle gik sin Vei uden at sige et eneste Muk.
Men næste Dag Klokken tolv fik hun en Protest, og Synet af Stempelpapiret, hvorpaa der gjentagne Gange med store Bogstaver prangede „Hareng Retsbetjent i Buchy”, gjorde hende saa angst, at hun sporenstrengs løb over til Kjøbmanden.
Hun fandt ham i hans Butik i Færd med at binde en Pakke sammen.
— Nu skal jeg ligestrax være til Deres Disposition, sagde L'heureux.
Han vedblev alligevel ganske roligt med sit Arbeide, hjulpet af en ung Pige paa henved tretten Aar, der var lidt pukkelrygget og samtidig fungerede som hans Kommis og Kokkepige.
Derpaa travede han med sine Trætøfler henover Butikstilvet og gik foran Fruen op paa første Sal. Han førte hende ind i et snevert Kabinet, hvor der stod nogle store Protokoller paa en Fyrretræespult bag en tung Jernstang med en forsvarlig Hængelaas for. Op til Muren under Sirsesresterne skimtede man en Pengekiste, men saa stor, at den maatte indeholde andre Sager end Vexler og Penge. Hr. L'heureux laante nemlig paa Pant, og det var der, at han havde gjemt Fru Bovarys Guldkjæde og stakkels Fa'er Telliers Ørenringe, der endelig var bleven tvunget til at sælge sin Kafé og havde kjøbt sig en tarvelig Urtebod i Quincampoix, hvor han hen-
