329
gende Lagardy, Alt foer atter forbi hendes Blik . . . og Léon viste sig pludselig for hende ligesaa fjernt som de Andre. Jeg elsker ham dog, sagde hun til sig selv, ligemeget! hun var ikke lykkelig, hun havde aldrig været det. Hvoraf kom da denne Livets Afmagt, hvorfor maatte enhver Ting, hvortil hun støttede sig, være raadden! . . . Men hvis der nogetsteds fandtes et stærkt og skjønt Væsen, en kraftig Natur, samtidig lidenskabelig og drømmende, et Digterhjerte i en Engels Skikkelse, en Lyra med Staalstrenge, klingende mod Himlen med smeltende Elskovskvad, hvorfor kunde hun da ikke finde dette Væsen? . . . Men det var en Umulighed. Der existerede Intet, som det var Umagen værdt at søge efter, Alt løi. Hvert Smil skjulte en Kjedsomheds Gaben, hver Glæde en Forbandelse, hver Nydelse en Afsmag, og de fyrigste Kys efterlod kun paa Læben en Lyst til en endnu høiere Nydelse, som det var umuligt at tilfredsstille.
En Metalklang slæbte sig hen i Luften, og Klosteruret slog fire Slag. Fire! Det forekom hende, at hun havde siddet en Evighed paa denne Bænk. Men en Uendelighed af Lidenskaber kan rummes i et Minut som en Menneskemængde paa et lille Rum.
Emma levede aldeles optaget af sine Lidenskaber og bekymrede sig ikke mere om Penge end en Erkehertuginde.
En Dag traadte en rødmusset, skaldet, temmelig simpelt
klædt Person ind til hende og erklærede at være sendt fra Hr.
Vinçart i Rouen. Han tog Knappenaalene bort, der lukkede
Sidelommen paa hans lange grønne Frakke, stak dem i sit
Ærme og rakte hende høfligt et Stykke Papir.
Det var en Vexel paa syvhundrede Francs underskrevet af hende, som L'heureux trods alle sine Løfter havde overdraget Vinçart.
