326
ham sine Hænder, og Léon førte dem til sine Læber, da en Opvarter kom ind og underrettede Skriveren om, at der var en Herre, som ønskede at tale med ham.
— Du kommer vel igjen? spurgte hun.
— Ja.
— Men naar?
— Ligestrax.
— Det var kun et Fis, sagde Apotekeren, da han fik Øie paa Léon. Jeg vilde afbryde dette Besøg, der som det forekom mig ikke var Dem tilpas. Lad os gaae hen til Bridoux og faae os en Bitter.
Léon svor, at han maatte tilbage paa Kontoret, saa gav Apotekeren sig til at satirisere over Akterne og Rettergangen.
— Lad nu Cujas og Bartholo hvile lidt! Vær nu en skikkelig Fyr og gaae med hen til Bridoux, saa skal De faae hans Hund at see, den er saa morsom.
Og da Skriveren blev ved at sætte sig derimod, tilføiede han.
— Saa gaaer jeg med paa Kontoret og venter paa Dem, jeg kan forkorte Tiden med at læse i en Avis eller kigge i en Code.
Ør i Hovedet af Emmas Vrede, af Apotekerens Sladder, og maaske havde ogsaa Frokosten gjort Sit dertil, stod Léon raadvild ligesom fortryllet af Apotekeren, der vedblev: Gaae nu med hen til Bridoux, han boer jo kun et Par Skridt herfra.
Af Ladhed, af Lede, af denne uforklarlige Følelse, der driver os til Ting, vi har allermest Antipathi imod, lod han sig slæbe med hen til Bridoux, de fandt denne i hans lille Gaard med tre Svende, der stønnede over at dreie et Hjul paa en Maskine til at lave Selservand. Homais gav dem gode Raad, han kyssede Bridoux, og man drak Mavebittre.
