325
rede hvert Hensyn og fik ham til at gjøre Indsigelser, forøvrigt brød han sig kun om Brunetter.
— Deri giver jeg Dem Ret, sagde Apotekeren, de har mere Temperament. Derpaa holdt han et etnografisk Foredrag: Den tyske Kvinde var smægtende, den franske sanselig og Italienerinden lidenskabelig.
— Men Negerinden da? spurgte Skriveren.
— Det er en Kunstnersmag, svarede Homais. Opvarter! . . . to Kopper Kaffe!
— Skal vi saa gaae? spurgte Léon utaalmodig.
— Yes.
Men før han gik, vilde han tale med Etablissementets Eier og sige ham nogle Komplimenter.
For at blive fri for ham, bemærkede den unge Mand, at han havde Noget at bestille.
— Saa ledsager jeg Dem, svarede Homais.
Og idet han gik ned ad Gaden med ham, passiarede han om sin Kone, sine Børn, om deres Fremtid og om Apoteket, fortalte, i hvilket Forfald det tidligere havde været og det høie Standpunkt, hvortil han havde bragt det.
Da de naaede Hotel de Boulogne, forlod Léon ham hurtig, sprang op ad Trappen og fandt sin Elskerinde i stærk Bevægelse.
Ved Apotekerens Navn blev hun heftig. Imidlertid gav han hende gode Undskyldninger. Det var ikke hans Skyld . . . kjendte hun ikke Homais? kunde hun troe, at han foretrak Apotekerens Selskab? Men hun vendte sig bort fra ham, han faldt paa Knæ og slyngede sine Arme om hendes Liv i en smægtende Stilling, med lystne og bønfaldende Blikke.
Hun stod op, hendes store flammende Øine betragtede ham alvorligt og næsten skrækkeligt, pludselig fordunkledes de af Taarer, hendes rosenrøde Øielaag sænkede sig, hun gav
