322
Det var en stor Lykke de første Gange, men snart lagde han ikke Skjul paa Sandheden, nemlig at hans Principal beklagede sig Meget over disse Forstyrrelser.
— Aa Snak, kom blot, svarede hun. Han fulgte hende.
Hun vilde have, at han skulde gaae aldeles sortklædt og lade et lille Skjæg staae paa Hagen for at ligne Billederne af Ludvig den trettende. Hun ønskede at see hans Leilighed og fandt den tarvelig; han blev rød i Hovedet derover, hun lagde ikke Mærke dertil og raadede ham til at kjøbe sig Gardiner i Smag med hendes, da han indvendte, at de var vel dyre, svarede hun leende:
— Du holder nok paa Dine Skillinger.
Léon maatte hver Gang fortælle hende, hvad han havde oplevet siden deres siste Sammenkomst. Hun bad om Vers, Vers til hende, et „Elskovsdigt” til Ære for hende; han kunde aldrig opnaae at finde Rim til mere end et Par Strofer og afskrev tilsist en Sonet fra en eller anden Keepsake.
Det var mindre af Forfængelighed end i den blotte Hensigt at behage hende. Han kritiserede ikke hendes Ideer, han bifaldt Alt, hvad hun syntes om, han blev snarere hendes Elskerinde end hun hans. Hun havde ømme Ord og Kys, der gik ham til Sjælen. Hvor havde hun dog lært denne Fordærvelse, der ved sin Dybde og Forstillelse næsten blev aandelig!
VI.
Da Léon var i Yonville, havde han ofte spist til Middag hos Apotekeren og troede sig derfor nødsaget til engang at gjøre Gjengjæld ved at indbyde ham til Rouen.
— Gjerne! havde Homais svaret, jeg maa virkelig re-
