321
følende af en Mængde Skjældsord mod dem, der forstyrrede Folk ved Nattetide.
Huset, som Skriveren boede i, havde hverken Klokke, Hammer eller Portner, Charles dundrede paa Skodderne, en Politibetjent kom forbi, han blev angst og gik bort.
— Jeg er gal, sagde han til sig selv, hun er rimeligvis bleven hos Lormeaux.
Familien Lormeaux boede ikke længere i Rouen. — Saa er hun formodenlig bleven hos den Syge Fru Dubreuil. Men den Syge Fru Dubreuil var død for ti Maaneder siden! . . . Hvor var hun dog henne?
Der faldt ham Noget ind. Han gik ind i en Beværtning, forlangte en Veiviser og søgte hastig efter Frøken Lempereurs Adresse, hun boede i Renellegaden Nummer 74. Da han traadte ind i denne Gade, kom Emma ham i Møde fra den anden Side, han snarere kastede sig over hende end omfavnede hende med det Udbrud:
— Men hvor blev Du dog af?
— Jeg har været syg.
— Men hvoraf? . . . hvor? . . . hvorledes? . . .
Hun foer med Haanden over Panden og svarede:
— Hos Frøken Lempereur.
— Det var jeg sikker paa, jeg skulde lige derhen.
— Det er ikke Umagen værdt! sagde Emma. Hun gik ud i dette Øieblik, men vær blot roligere for Fremtiden. Jeg har ikke min Frihed, kan Du vel nok tænke Dig, naar jeg veed, at den mindste Forsinkelse kan gjøre Dig saa forstyrret.
Det var en Slags Tilladelse, hun gav sig selv for ikke at generes i sine Udflugter. Hun benyttede sig rigeligt deraf. Naar hun fik Lyst til at besøge Léon, tog hun bort under det første, bedste Paaskud, og da han jo ikke ventede hende den Dag, hentede hun ham paa hans Kontor.
