319
Den Gamle fortsatte sin Straffeprædiken og forudsagde, at de vilde ende paa Fattiggaarden. — Det var forøvrigt Charles' Skyld, men heldigvis havde han da lovet at tilintetgjøre denne Fuldmagt . . .
— Hvad siger De?
— Han har svaret mig det, svarede Svigermoderen.
Emma aabnede Vinduet, kaldte paa Charles, og den stakkels Fyr blev tvunget til at tilstaae, at hans Moder havde afvristet ham dette Løfte.
Emma forsvandt, kom hurtig ind igjen og rakte hende majestætisk et stort Stykke Papir.
— Mange Tak, sagde den Gamle og kastede Fuldmagten paa Ilden.
Emma brast i en hæs, skingrende Latter og fik et Anfald af Nervekrampe.
— Ak min Gud! udbrød Charles. Men det er ogsaa Uret af Dig, at Du kommer her og gjør Scener . . .
Hans Moder trak paa Skuldren og paastod, at det Hele var Komediespil.
Men Charles oprørtes for første Gang imod hende og tog sin Kone i Forsvar, saaledes at den gamle Dame strax vilde tage afsted. Hun blev til den næste Tag, og da han søgte at holde paa hende, svarede hun:
— Nei, nei. Du gjør mere af hende end af mig, og det er ganske i sin Orden. Forøvrigt faaer Du vist desværre med Tiden Anledning til at see, hvem der havde Ret . . . Lev vel! . . . thi jeg har ikke saa snart Lyst til at komme igjen og gjøre Scener, som Du siger.
Charles var ikke destomindre meget pinlig berørt, da Emma ikke lagde Skjul paa det Nag, hun nærede til ham i Anledning af hans Mangel paa Tillid til hende. Der maatte mange Bønner til, før hun samtykkede i at tage sin Fuld-
