318
dit. — Du maa da indrømme, at det forholdsvis ikke er videre dyrt.
Efter forgjæves at have spekuleret tog Charles da atter Tilflugt til den evindelige L'heureux, som lovede at ordne Sagerne, hvis Herren underskrev to Vexler, hvoraf den ene skulde være paa syvhundrede Francs med tre Maaneders Frist. For at skaffe Penge, skrev han da et rørende Brev til sin Moder. I Stedet for at sende Svar kom hun selv, og da Emma vilde vide, om han havde opnaaet Noget af hende, svarede han: Ja, men hun ønsker at see Regningen.
Ganske tidligt den næste Dag løb Emma ind til L'heureux, for at bede ham om at skrive en anden Regning, der ikke maatte overstige tusind Francs, thi naar hun havde vist den paa firetusind, havde hun jo maattet røbe, hvad hun allerede havde betalt deraf og følgelig tilstaae Salget af Eiendommen, en Forretning, der først langt senere blev bekjendt, og hvorpaa Kjøbmanden havde tjent en god Skilling.
Trods den lave Pris paa hver Artikel, undlod den ældre Fru Bovary ikke at finde disse Udgifter overdrevne. — Kunde man ikke undvære et Tæppe? Hvorfor skulde der nyt Betræk paa Lænestolene? I min Tid havde man kun en eneste Lænestol til Folk tilaars; — saaledes var det i det Mindste hos min salig Moder — som dog var en pæn Kone, det kan jeg forsikkre Jer om . . . Alle kan ikke blive rige! Imod Ødselhed kan Intet holde Stand! Jeg vilde skamme mig over at forkjæle mig, som I gjør; og jeg er dog en gammel Kone, der trænger til Pleie.. . . der har vi det! der har vi det! Stads og Fjas! Silkefoer til to Francs, naar man har Jakonet til ti Søns, ja til otte, der gjør akkurat den samme Nytte.
Emma havde kastet sig tilbage i Kanapéen og svarede saa roligt, hun formaaede: Nu er det nok, Frue; nu er det virkelig nok! . . .
