316
— Men De har jo Fuldmagten, svarede han. Disse Ord gjorde samme Virkning paa hende som en frisk Luftning.
— Lad mig beholde Regningen, sagde Emma.
— Aa! det er ikke Umagen værdt at tænke derpaa! svarede Kjøbmanden.
Han kom igjen den følgende Uge og roste sig af efter megen Uleilighed at have opdaget en vis Langlois, deri længere Tid havde næret Lyst til Eiendommen uden dog at yttre, hvormeget han vilde give derfor.
— Ligemeget med Prisen! udbrød hun.
Men efter L'heureux' Anskuelse burde man tvertimod vente, føle Fyren paa Pulsen. Sagen var en Reise værd, og da hun ikke kunde gjøre denne Reise, tilbød han at begive sig derhen, for at tale med Langlois. Efter at være kommet tilbage meddelte han, at Liebhaveren tilbød firetusind Francs. Emma var henrykt over denne Efterretning. — Oprigtig talt, tilføiede han, var det ogsaa godt betalt.
Hun hævede strax Halvdelen af Pengene, og da hun vilde betale sin Regning dermed, sagde Kjøbmanden:
— Det gjør mig paa Ære ondt, at De skal af med en saadan Mængde Penge paa eengang.
Hun saae paa Banknoterne og drømmende om det ubegrænsede Antal Stevnemøder, som disse totusind Francs repræsenterede, stammede hun:
Hvorledes! Hvorledes!
— Aa, svarede han med godmodig Latter, man maler jo Alt, hvad man vil op paa en Regning, troer De ikke, at jeg veed, hvorledes det gaaer til i adskillige Husholdninger? Han betragtede hende stivt, idet han lod to lange Stykker Papir, han holdt i Haanden, glide frem og tilbage mellem Fingrene. Endelig aabnede han sin Pung og lagde fire Vexelblanketter
